Skadedyr i huset
Myrer indendørs
Den sorte havemyreI Danmark er det oftest den sorte havemyre, man støder på indendørs især i etplanshuse støbt direkte på jorden. Myrerne slår sig gerne ned i jorden under selve betongulvet, og herfra trænger de op i boligen gennem revner i betonplader, fx ved rørgennemføringer, fodpaneler, osv. Myrerne kan også slå sig ned i isoleringsmaterialet mellem betongulvet og selve trægulvet. I nogle tilfælde vil det første tegn på myrernes tilstedeværelse i huset være små bunker af sand og grus, som pludselig dukker op ved panelerne. I betragtning af hvor almindeligt det er at have sorte havemyrer i huset, er det uhyre sjældent, at de ødelægger noget. Deres tilstedeværelse er blot uhygiejnisk og irriterende.
Bekæmpelse trin for trin
Vigtigt: Man skal sikre sig, at midlet er godkendt til bekæmpelse af myrer, og at man bruger det i overensstemmelse med brugsanvisningen. Brug aldrig gamle husråd som kaffegrums og peber, det virker simpelthen ikke godt nok, og det sviner.
Myrer indendørs kan ofte reduceres ved at vande med Baythion mod myrer langs husets sokkel. Dette vil stoppe myrernes indtrængen, da boet dør øjeblikkeligt. Suppler evt. med Mortalin Insektlak til udvendig behandling af hussokler og dørtrin, hvis myrerne søger at invadere huset i større antal fra altaner og terrasser.
Har myrerne etableret et bo indendørs bliver de straks vanskeligere at bekæmpe, for myreboet kan ligge langt under gulvet i en hulmur, og boet kan være delt i flere områder som myrerne flytter i mellem.
Der findes midler der effektivt kan bekæmpe skjulte myrebo i huset, bla. Baythion myrelokkedåse, der indeholder forgiftet skovhonning. Når myrerne finder føden, lægger de duftspor ud, og derved lokkes de andre myrer hen til den forgiftede føde. Føden bringes tilbage til boet, hvor føden med giften fordeles og boet uddør. Myrelokkedåsen er ugiftig for børn og husdyr.
Hvis myrerne ikke lader sig lokke af myrelokkedåsen, men er optaget af andre ting, er det bedre at anvende Mortalin insektlak, som med en pensel kan males i spærrebælter ved paneler, rørgennemføringer osv., hvor myrerne færdes. Disse midler er virksomme i månedsvis, og princippet er, at myrerne får giften på fødderne og bringer den ned i boet, inden de selv dør af den. Af andre myremidler med langtidseffekt er Kvit mod myrer, som er en spray.
På køkkenhylder og lignende steder, hvor kun helt ufarlige midler bør benyttes, kan aerosoler med pyrethrin, f.eks Kvit Insektspray, anvendes, men virkningen holder kun kort tid. Til gengæld er dette produkt fortrinligt, hvis der indendørs optræder flyvemyrer.
Myrer indendørs er navnligt et forårsfænomen. Senere på sommeren vil de, selv om de stadig bliver boende under huset, foretrække at søge deres føde udendørs. På dette tidspunkt vil man ofte kunne ramme dem ved at vande med Baythion på jorden ved husets sokkel, hvor man kan se deres udgange.
Faraomyrer
I Danmark ses også faraomyren – den er lys gullig til rødbrun og lidt mindre end den sorte havemyre – arbejderne er 2-2,5 mm og dronningerne er 4-5 mm. De danner kolonier på op til 300.000 individer.
Faraomyrer lever i hulrum og sprækker i bygninger – og helst i nærheden af en varmekilde. Faraomyren kan bedst lide temperaturer på 27-30 ºC og de er især glade for søde sager såsom syltetøj, sukker og honning. Faraomyrer findes oftest i fødevareforretninger og på lagre – mindre ofte i privat beboelse. Til gengæld spreder de sig hurtigt, så hvis de optræder i privat beboelse, trænger de hurtigt ind overalt.
Faraomyrer skader sjældent, men er selvfølgelig irriterende, idet de hurtigt kan sprede sig.
Bekæmpelse trin for trin
Vurder angrebets omfang. Er der tale om et mindre angreb kan man selv foretage bekæmpelsen. Er det omfattende – dvs. er der mange myresamfund - er det rimeligt, at man allierer sig med profesionelle skadedyrsbekæmpere. Disse anvender ofte et hormonpræparat – Metrophren – iblandet lokkemad for de fødesøgende arbejdermyrer. Disse bringer blandingen ned i boet som føde for larverne og dronningerne, hvorved larverne forhindres i at udvikle sig til voksne myrer, og dronningerne mister evnen til æglægning. Hormonet virker ikke på de voksne arbejdermyrer og de færdige pupper i boet, og der vil derfor gå et par måneder, før alle myrer er døde på naturlig måde.
*****Mortalin Insektlak, som indeholder chlorpyrifos, er effektivt over for faraomyrer. Den påføres med pensel i 5-10 cm brede striber og stivner til en lakagtig belægning, som myrerne blot skal passere et par gange for at få nok (spærrebælteprincippet). Den er især praktisk til supplerende behandling langs paneler, ved rørgennemføringer og lignende. Holdbarheden er normalt flere måneder, især ved påsmøring på ikke-sugende underlag. Man må være forberedt på, at det kan tage tid (måneder til år) at nå til bunds med en sådan bekæmpelse. *****
Der findes også andre effektive og langtidsvirkende alternativer som eks. Kvit mod myrer; sidstnævnte udsprøjtes under lavt tryk og uden tågedannelse. Midlerne anvendes i revner og sprækker som beskrevet ovenfor.
Herkulesmyren
Herkulesmyren er den største myre i Danmark – dronningen bliver cirka 2 cm lang og arbejderne 0,5-1,4 cm. Den findes kun i Nordsjælland og Nordjylland, hvor den bygger rede i nåleskove. Herkulesmyren danner kolonier på 2-3.000 individer.
Herkulesmyrer lever i træ – helst nåletræ. Når den findes indendørs, er det oftest i træ, der er skjult af konstruktionen, for eksempel under gulvet. Herkulesmyrer er mest aktive om natten, og da de bor under gulvet, kan det derfor være vanskeligt at opdage dem.
Herkulesmyren udhuler og ødelægger det træ, den bygger rede i. Det er derfor særdeles vigtigt at bekæmpe denne myreart, hvis man opdager den. Hvis man har mistanke om eller konstaterer en invasion af herkulesmyrer, bør man kontakte sit forsikringsselskab, da det her er vigtigt, at bekæmpelsen foregår korrekt, eventuelt med professionel hjælp.
Det mest effektive vil selvfølgelig være at finde og ødelægge selve myreboet, hvor dronning, æg, larver og pupper befinder sig, men det kan være meget vanskeligt.
Rederne lokaliseres, og der bores huller ind til myrerne, hvor der behandles med et flydende træbeskyttelsesmiddel. En pudring af hulrummene med et Kvit Myrepudder er også en mulighed. De steder, hvor myrerne går ind og ud af huset, kan behandles med spærrebælter af Mortalin insektlak.


