Ukrudt
God sprøjteadfærd
Sådan udviser du god sprøjteadfærd:
Det er Bayers politik at fremme en sikker og miljøvenlig brug af bekæmpelsesmidler i Hus
& Have-segmentet.
Hvis du bruger bekæmpelsesmidler korrekt, udgør de ikke nogen "særlig helbreds- eller
miljøtrussel", og derfor har vi her lavet en enkel vejledning i det, vi kalder "god sprøjteadfærd!"
1. Vælg den rigtige type produkt
Brug så vidt muligt de færdigblandede klar-til-brug produkter og sprøjt kun på
selve "problemet". På den måde undgår du, at bekæmpelsesmidlet rammer ved siden af. Brug kun den
anbefalede mængde af produktet. Du opnår ikke bedre effekt ved at overdosere, men risikerer derimod
at belaste planter og miljø unødigt.
Kun, hvis der er tale om store arealer, bør du vælge at bruge koncentrat-produkterne. Når du
bruger disse produkter, er det ekstra vigtigt at udvise god sprøjteadfærd!
2. Undgå at spilde!
– Spild belaster både miljøet og din pengepung. Når du skal blande koncentrat og vand, bør du
være meget omhyggelig med ikke at spilde. Da det er et koncentrat, kan blot en lille smule
ufortyndet spild på jorden belaste miljøet. Stå på græs eller bar jord, når du blander, da den høje
biologiske aktivitet her kan nedbryde giften og således mindske belastningen, hvis du alligevel
skulle være uheldig at spilde. Bland aldrig bekæmpelsesmidlet på en plads med fliser el.lign. og
aldrig tæt på vandløb, afløb eller søer.
3. Doser korrekt!
– Overdosering kan skade planterne og føre til unødig belastning af miljøet.
Find den korrekte dosering af produktet på etiketten. Blandingsforholdet med vand varierer
bl.a. afhængigt af, hvilken type sprøjte du bruger. Derfor bør du finde dit eget korrekte
blandingsforhold.
4. Sprøjt aldrig…
- i nærheden af vandløb, afløb eller søer. Følg nøje etikettens sprøjteanvisninger, så du undgår
at belaste planter og miljø, mennesker og dyr.
Du bør sprøjte i stille vejr, om morgenen eller aftenen, hvor temperaturen ikke er så høj. På
den måde undgår du, at produktet fordamper, driver væk og lander et andet sted, end det var
tiltænkt. Du bør heller ikke sprøjte i regnvejr, eller hvis der er udsigt til regn i timerne efter
sprøjtningen. Bekæmpelsesmidlet vil blot blive vasket væk, -behandlingen har ingen effekt, og det
kan belaste miljøet.
5. … og når du så er færdig…
Når du har afsluttet behandlingen, bør din sprøjte være tom. Det er altså vigtigt, at du ikke
blander for stor en portion sprøjtemiddel. Rester bør hverken gemmes eller hældes ud.
Når produktet er brugt helt op, bør du skylle emballagen og hælde skyllevandet op i sprøjten,
inden du begynder at sprøjte. Den tomme og skyllede emballage kan du nu smide ud i overensstemmelse
med etikettens anvisninger.


